Forskning og formidling

3. April 2017 (opdateret den 7. April 2017)
De seneste par måneder har der været interesse for min forskning, og jeg har udtalt mig til en række medier:

Det har ikke været uden nervøsitet og jeg er irriteret over den måde nogle rubrikredaktører har skarpvinklet deres overskrifter på (især efter at have læst overskriften og billedteksten på den seneste artikel på Berlingske, som jeg ikke har haft til gennemsyn)*. Så jeg har behov for at binde nogle sløjfer, før jeg tager på udveksling i udlandet de næste 3 måneder – og bruger det som anledning til at tage en pause fra kommentarer til medierne.

* Overskriften giver det indtryk at det er al snak om digital dannelse jeg affejer – jeg mener f.eks. ikke forskningsbaserede udgivelser som f.eks. “Tech Tally” af Elsa Gamire og Greg Pearson”, “Digital Dannelse” af Jeppe Bundsgaard eller den måde projektet “Technucation” arbejder med begrebet på, er “absurde”.

Udover det, er jeg glad for at der har været opmærksomhed om emnet for min forskning: med digitalisering af skole og uddannelse, er vi er i gang med et stort fælles eksperiment der har indflydelse på mange børn og unge, lærere, forældre, skoleledere og andre aktører med ansvar. I de sidste 10 år – især i takt med at iPhonen og iPad’en er blevet mainstream blandt helt unge – har vores uddannelsessystem ændret sig drastisk, og i store dele af det politiske system er der stor tiltro til at brug af digitale læringsteknologier i sig selv er fagligt styrkende, kompetenceskabende, og at øget digitalisering er en forudsætning for jobskabelse, global konkurrenceevne m.m. Et eksempel på sådan en tiltro kunne være:

“IT skal i højere grad integreres i den daglige undervisning for at opfylde regeringens målsætning om en fagligt stærkere folkeskole. Indsatsen varetages af en styregruppe og et sekretariat. Regeringen har en klar målsætning om at styrke fagligheden i folkeskolen. Et centralt led i målsætningen er, at it i højere grad skal integreres i den daglige undervisning. På den måde kan det store potentiale for it-baseret undervisning udnyttes til at skabe en moderne og fagligt stærkere folkeskole”.

Undervisningsministeriet, 2014 (citeret i “Forskningens Maskinrum“).

Teknologiernes læringsværdi problematiseres af en lang række forskningsartikler og i internationale rapporter, som jeg vil referere om lidt. Tilsammen beskriver de en noget anden virkelighed, og peger på en række risici jeg mener det ville være uansvarligt ikke at pege på og som det er vigtigt at forholde sig fagligt til.

Mit forskningsprojekt er en analyse af et korpus (fint ord for samling) af “policy papers” om digitalisering af skole og uddannelse, som led i et forsøg på at kortlægge argumenterne i dem, afdække vidensgrundlaget (kilder der bliver henvist til), beskrive hvordan det digitale defineres og følge udviklingen af bestemte temaer i dem. Resultatet skulle gerne blive brugbart for dem der savner et struktureret overblik over hvad det politiske system mener er de forskellige belæg for digitalisering, formidlet så nuancerne i argumenterne bliver fremstillet klart og i det omfang det er muligt: at analysere de forskellige intellektuelle, teknologifilosofiske forestillinger der driver tænkningen i politiske rapporter.

De dårlige nyheder:
Det er i arbejdet med at læse og kategorisere de her rapporter (se referencer nederst på siden), at jeg tidligt stødte på OECDs rapport fra 2015 “Students, computers and learning – making the connection“, der på baggrund af analyse af PISA-resultater drager en række bemærkelsesværdige konklusioner:

“But students who use computers very frequently at school do a lot worse in most learning outcomes, even after accounting for social background and student demographics.”

The results also show no appreciable improvements in student achievement in reading, mathematics or science in the countries that had invested heavily in ICT for education. And perhaps the most disappointing finding of the report is that technology is of little help in bridging the skills divide between advantaged and disadvantaged students.”

Last but not least, most parents and teachers will not be surprised by the finding that students who spend more than six hours on line per weekday outside of school are particularly at risk of reporting that they feel lonely at school, and that they arrived late for school or skipped days of school in the two weeks prior to the PISA test.

“The impact of technology on education delivery remains sub-optimal, because we may overestimate the digital skills of both teachers and students, because of naïve policy design and implementation strategies, because of a poor understanding of pedagogy, or because of the generally poor quality of educational software and courseware.”

Altså: ifølge OECD kan et for højt et forbrug af computere være skadelig for den enkeltes indlæring, tunge investeringer i IKT (Information og kommunikationsteknologi) afspejles ikke i øgede læringseffekter, teknologi har ikke hjulpet til at udligne forskellen mellem de dårligst stillede og de dygtigste, studerende der bruger mere end seks timer online om dagen rapporterer at de føler sig ensomme, og fortæller at deres forbrug af computere/iPhones er årsag til fravær og forsinkelser.

Forklaringen på at IKT i skole og uddannelse har en sub-optimal effekt, skriver OECD, kan skyldes at vi overvurderer studerende og læreres digitale kompetencer, naiv policy-design, dårlige implementeringsstrategier, dårlig pædagogisk forståelse og læremidler af for lav kvalitet.

Det var overraskende for mig at læse det, især fra en af de største drivere af digitalisering de sidste mange år, og det ansporede mig til at undersøge om disse røde flag blev hejst andre steder. Den slags rapportering var jeg ikke blevet gjort bekendt med, igennem mere end 16 års professionelt arbejde med IT, uddannelse og formidling.

I 2015 skriver Europaparlamentet:

Although educational technology is expected to contribute to improving education in the EU, compelling evidence of the benefits of technology on education remains elusive.”

I samme rapport henvises der også til forskning af Manfred Spitzer, der peger på risici i form af:

  • Reduction of concentration capacities and ability to think deeply (generate wisdom)
  • Diminution of memory
  • Decline of the quality of personal relationships (generation of superficial relationships)
  • Generates risks associated with cyber mobbing and bullying
  • Risks of technology overuse: addiction
  • Sleep disorders
  • Anxiety/depression
  • Increase of sedentary habits (health related problems)
  • May increase aggressive behaviours

I 2014 skriver Produktivitetskommissionen:

En pc med det rette software kan revolutionere indlæringsprocessen. Den kan også være en dyr notesblok. Meget tyder på, at der indtil videre mest har været tale om det sidste. It bliver benyttet i undervisningen, men har ikke haft nogen revolutionerende betydning“.

Samtidig foreligger meget lidt kvantitativ viden om, hvad projekterne har betydet for elevernes indlæring, og derfor også om hvordan man bør satse i fremtiden.

I 2014 skriver Kvalitetsudvalget at: 

I Kirkwood and Price (2012a) konkluderes det, at øget brug af teknologi i sig selv kun gør lidt – hvis overhovedet noget – for at styrke de studerendes læring.

I 2009 skriver OECD:

Balanskat et al. (2006) reviewed several studies on the impact of ICT on schools in Europe. They conclude that the evidence is scarce and comparability is limited.”

I 2005 skriver Infodev (støttet af Verdensbanken), at

The positive impact of ICT use in education has not been proven. In general, and despite thousands of impact studies, the impact of ICT use on student achievement remains difficult to measure and open to much reasonable debate“.

Despite the fact that education systems have been heavily investing in technology since the early 1980s, international indicators on technology uptake and use in education are missing. For more than 25 years education systems have been able to design and implement policies in this domain without those indicators…

I 2001 skriver OECD:

Now, the bad news: while new digital technologies make a learning revolution possible, they certainly do not guarantee it. Early results are not encouraging.”

Problemerne er ikke nye. Udenfor de politiske rapporter, finder man mange forskningsartikler der ligeledes problematiserer brugen af IKT i uddannelse:

Professor Tom Butler gennemgår en række forskningsartikler der peger på indlæringsproblemer forbundet med brug af computere i skole og uddannelse (2015): ICT in Education: Fundamental Problems and Practical Recommendations. I artiklen gennemgår Butler risici forbundet med læsning, skrift, distraktion, internafhængighed og multitasking.

Neil Selwyn og Keri facer skriver i “The Politics of Education and Technology” (2013):

On the one hand, thousands of hours and millions of dollars are directed each year toward the optimistic exploration of how technology is capable of supporting, assisting, and even enhancing the act of learning. On the other hand, as anyone involved with the day-to-day realities of contemporary education in its different guises will attest, many of the fundamental elements of learning and teaching remain largely untouched by the potential of educational technology.

Larry Cuban peger i bogen “Oversold and underused” (2001), på at megen af den teknologi der købes til skoler ikke bliver brugt og at

In the schools we studied, we found no clear and substantial evidence of students increasing their academic achievement as a result of using IT“.

Som det burde være tydeligt efterhånden, kan det diskuteres hvilke værdier vores hidtige investeringer i digitale læringsteknologier har givet tilbage – det ovenstående er kun et udpluk af citater fra de publikationer jeg har læst/indekseret. Der står selvfølgelig også meget andet i de rapporter, f.eks. er der ofte snak om potentialer – men det ville være et fremskridt hvis vi begyndte at anerkende at begrebet potentiale er et synonym for “risiko for fravær af effekt”.

Hastværk er lastværk?
I 2016 udgav Boston Consulting Group – en amerikansk konsulentvirksomhed – rapporten “Digitizing Denmark” (finansieret af Google). I rapporten anbefales det at:

“Updating primary and secondary educational curricula, introducing of new education technology, and introducing national workforce planning to deliver the skills needed for the jobs of tomorrow, including introducing coding for all students and applying new digitally enabled educational themes such as adaptive and blended learning, individualized learning paths, increased use of educational platforms, and flipped classrooms.” (min understregning)

I forbindelse med udgivelsen af rapporten, afholdt Dansk Industri arrangementet “Digital Frontrunners Copenhagen” i september 2016. Den danske regeringstop var inviteret og dukkede op (repræsenteret bl.a. af Lars Løkke Rasmussen og Ida Auken). Vicepræsident Peter Friis, Google Nordeuropa, udtalte bl.a. at “tid er en luksus vi ikke har”.

Det er selvfølgelig ikke til at vide om de tilstedeværende politikere var enige i alt hvad der blev sagt på arrangementet og hvad rapporten anbefaler. Men ca. tre måneder efter konferencen, nedsatte regeringen et “disruptionråd” som har til opgave at drøfte hvordan Danmark “får del i den velstandsudvikling, som globalisering og ny teknologi giver os mulighed for” – et ekko af nogle af konklusionerne i Digitizing Denmark.

Jeg synes at hastværk er en luksus vi ikke har: vi bliver nød til at diskutere, debattere, undersøge, analysere hvad det er vi gør med vores uddannelser og finde svaret på de udeblevne effekter, og den manglende “uptake” på investeringer. Det er for nemt, og empirisk uunderbygget, at gøre det til et mindset-problem, og f.eks. skyde skylden på forældres eller læreres manglende tilpasningsevne, som der er en tendens til.

Fordelene ved at antage et vurderende forhold til teknologi blev også – for undertegnede – overraskende bekræftet i “Inspiration til it-didaktisk og innovativ undervisning” udgivet af danmarks evalueringsinstitut (2016):

“Projekterne viser samtidig en umiddelbart overraskende sammenhæng mellem læreres negative holdning til it og innovativ undervisning. En lærer, som er skeptisk over for it, underviser mere innovativt end en lærer, som er mere positivt stemt over for it. Resultatet kan være et udtryk for, at en positiv indstilling til it ikke i sig selv nødvendigvis er noget godt. Konklusionen er, at hvis undervisningen skal udvikle sig mod at være mere innovativ, er det ikke it alene, som skaber denne udvikling. I stedet kan det være sundt med en kritisk-konstruktiv tilgang til it med blik for, hvordan it kan understøtte den innovative undervisning.”

Forskning og formidling
Jeg er tilhænger af åben forskning, der går i klinch med samtidens vigtige problematikker, der går i dialog med de berørte professioner og vidensdomæner og som formidler sine fund undervejs. Debatten har da også sat mig i kontakt med megen ny viden, og jeg har fået mange interessante tilkendegivelser fra folk der har arbejdet professionelt med IKT i skoler og uddannelse. Jeg har følt det vigtigt at formidle resultaterne af mit litteratur-review for at bidrage til en debat på baggrund af de opsigtsvækkende fakta litteraturen har afsløret. Fremadrettet venter der arbejdet med metodisk korpusanalyse og teoriudvikling der handler om kortlægning og analyse af argumenter og mindre om “er læringsteknologier gode eller dårlige?”.

Forbehold
Mine egne krav til det, er at løse en række metodologiske udfordringer (som jeg har to år endnu til at løse):

  1. Relevans: hvor stor en del af det samlede, nationale uddannelsesbudget udgør investeringer i læringsteknologier? Hvis det er under 1% procent, er det så ikke en irrelevant debat?
  2. Repræsentativitet og balance: efter hvilke kriterier afgrænse korpusset? Det er meget nemt at løbe ud af en tangent (f.eks. have en bias for rapporter der understøtter en spektakulær tese om spildte investeringer, kun bruge dem der er nemme at finde osv).
  3. Impact: tager folk beslutninger efter policy papers? Eller er det helt andre faktorer der har indflydelse på beslutninger om køb af IT? Hvis det er tilfældet, er det temmelig uinteressant hvad man skriver i kedelige politiske rapporter…
  4. Hvilke ækvivalensprincipper anvende? Eller m.a.o. hvordan gøre man rapporterne sammenlignelige, på tværs af sprog, lande, udgivelsestidspunkt, omfang og institutioner?
  5. Jeg tror at en af grundene til at mange har kunnet læse sig selv ind i den her debat, har været min karakteristik af “det politiske system” og dets misforståede opfattelse at værdien at digitalisering. Det kan mange læse deres utilfredshed ind i (mens de tænker på dem de er politisk uenige med) – men der er en logisk fejl ved både karakterisere det politiske system som om det havde bestemte karakteristika, at det tænker på en bestemt “lalleglad” måde og taler med én stemme, samtidig med at jeg peger på rapporter der er fyldt til bristepunktet med risikovurderinger, som er skeptiske, som forholder sig klinisk til problemerne. Der er overraskende store forskelle på hvordan forskellige politiske institutioner taler om værdien af digitalisering af uddannelse – der er den vigtigste indsigt jeg har gjort de seneste par år.

Politik
Der er én politisk dimension af det her, som jeg på en måde adresserer meget direkte (hvordan skaffer det politiske system belæg for digitalisering af uddannelse), og så er der en politisk debat om det digitale som rambuk for en bestemt styringsideologi som jeg ikke adresserer. Det eneste jeg vil sige som privatperson, er at man i iveren efter at digitalisere ofte glemmer at medtænke den sociale og faglige kontekst som digitaliseringen implementeres i – og at det kan være en årsag til at det ofte ikke virker efter hensigten. I en faglig sammenhæng er det ligegyldigt at gå rundt med hovedet i skyerne og drømme om alle mulige potentialer: resultater skabes i virkeligheden, og hvis man tager politiske beslutninger for smalt, uden at inddrage interessenter virker teknologien ikke. Det skal man blive meget bedre til. Og så synes jeg vi bør stille et enkelt krav til producenterne: de skal tage distraktionsproblemer alvorligt.

Fremad
Som det er tydeligt er det her et elektrisk emne: det handler om vores alle sammens samfund og vores visioner for fremtiden, om vores børns og studerendes kompetencer i fremtiden, deres trivsel og velvære, og om en blanding af ærefrygt over den teknologiske udvikling, blandet med en masse daglige irritationsmomenter. Det er en forvandling der er sket så hurtigt at interessen for emnet måske kan forklares i en form for teknologisk jetlag: at vi er foran på teknologisk tid, uden at være synkroniseret med samfundsrytmerne. Men det er også tidskrævende at debattere, det er farligt at blive suget ind i debatter der nærmer sig vidensdomæner der i virkeligheden f.eks. kræver specialiseret neurobiologisk viden, eller specialiseret viden om kausalitet og effektmålinger. Derfor er det min plan, fra nu af, at fokusere så meget jeg kan på det videnskabelige arbejde i afhandlingen, på bekostning af formidling. Konkret er planen:

– Forskningsophold på Medialab Sciences Politiques med det formål at udvikle den datasociologiske analyse af mit korpus.
– Præsentation af en forskningsartikel på SPT 17 i Darmstadt om teknologifilosofisk didaktik.
– Analyse af rationalerne i policy papers om digitalisering fra 1. september 2017 – 1. september 2019, på baggrund af det empiriske arbejde med korpusset.

Endelig er det vigtigt at understrege at mit helt personlige mål med både debatterne og forskningen er at bidrage til udviklingen af “gode teknologier i gode samfund” (coinet af Schot & Rip i 1997), i traditionen af “Late lessons from early warnings“: det er vigtigt at basere vores viden om anvendelse af teknologi på et seriøst grundlag, og bidrage med viden til brug i formulering af forsigtighedsprincipper. Bilen som vi kender den i dag, er et godt eksempel på en teknologi der er blevet forbedret massivt, ved netop at kikke på bilismens negative effekter: trafiklys, sikkerhedsseler, mere effektiv energiforbrug, delebiler, sikkerhedstiltag osv. er alle gavnlige teknologiske innovationer opstået på baggrund af kritik, debat og opmærksomhed om effekterne i sociale sammenhænge. Det kan man også håbe bliver fremtiden for læringsteknologier: at de understøtter processer der øger indlæring, vidensoptag, vidensdeling og teknisk kompetence, men at vi også får undersøgt til bunds om der er negative effekter i form af distraktion, om skalaen og omfanget vi bruger teknologi på i dag er faglig forsvarlig, og om vi gør det på en måde der fremmedgør dem der berøres af udviklingen.

Hvis der er nogle der er i besiddelse af vigtig viden på området der kan berige, nuancere, kritisere præmissen for mit forskningsprojekt eller mine udtalelser i pressen, ville jeg være meget taknemmelig for at blive henvist til det (f.eks. “Study Aims for Sweet Spot of Teens’ Screen Time“, som jeg lige er blevet gjort opmærksom på, på Twitter, tak Thomas Christensen!).

Referencer:
Alm, E., Collinder, N., Gotteberg, G., Lind, F., Stohne, V., & Sundström, O. (2016). Digitizing Denmark.
Hasse, C., Schrøder, V., & Storgaard, B. (2017). Forskningens Maskinrum – typiske tværfaglige udfordringer. U Press.
Butler, T. (2015). Ict in Education : Fundamental Problems and Practical Solutions, 1–35.
Cuban, L. (2001). Oversold and underused. Harvard University Press.
DEA. (2016). – Inspiration til it-didaktisk og innovativ undervisning.
European Environment Agency. (2013). Late lessons from early warnings: science, precaution, innovation. Report No 1/2013. http://doi.org/10.2800/73322
Kvalitetsudvalget. (2014). Høje mål – Analyserapport.
OECD (2015), Students, Computers and Learning: Making the Connection, PISA, OECD Publishing. http://dx.doi.org/10.1787/9789264239555-en
OECD (2001), Education at a Glance 2001: OECD Indicators, OECD Publishing, Paris.
OECD. (2010). Assessing the Effects of ICT in Education: Indicators, Criteria and Benchmarks for International Comparisons.
DOI: http://dx.doi.org/10.1787/eag-2001-en
Pastor, R. R., & Quirós, C. T. (2015). Learning and teaching technology options. Retrieved from http://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2015/547407/EPRS_STU(2015)547407_EN.pdf
Produktivitetskommissionen. (2013). Uddannelse og innovation – analyserapport 4
Scheuermann, F., & Pedr, F. (2009). Assessing the effects of ICT in education Indicators, criteria and benchmarks. Image Rochester NY. http://doi.org/10.1787/9789264079786-en
Schot, J., & Rip, A. R. I. E. (1997). The Past and Future of Constructive Technology Assessment. Technological Forecasting and Social Change, 268(1996), 251–268. http://doi.org/10.1016/S0040-1625(96)00180-1
Selwyn, N., & Facer, K. (Eds.). (2013). The Politics of education and technology (1st ed.). Palgrave Macmillan.
Spitzer, M. (2012). Digitale Demenz: Wie wir uns und unsere Kinder um den Verstand bringen: Droemer Knaur.Trucano,
Trucano, M. (2005). Knowledge Maps: ICTs in Education. infoDev, 5–8. Retrieved from http://www.infodev.org/articles/impact-icts-learning-achievement